Selvmål og blomkål.

Der var engang en 1 årig Bobs der spiste alt muligt. Han spiste muslinger, avocado med hytteost, stuvet grønkål og boller i karry i lange baner.
Både jeg og M er typerne der kan glæde os hele dagen til aftensmaden, især hvis det er ekstra lækkert, så jeg følte vi var totalt på bølgelængde og jeg var stolt af mit lille altædende madøre.

Men, der skete et eller andet. Jeg tror ikke det skete fra den ene dag til den anden. Det skete gradvist og vi har simpelthen haft for lidt ryggrad. Så nu er vi der hvor han pure nægter at spise grøntsager opg kød.. Og ris og kartofler. Han elsker pasta, men vil ikke høre tale om kødsovs. Ofte er han endt med at spise havregryn til aftensmad.

I sidste uge, kom der en undersøgelse der sagde at det er forældres egen skyld, hvis deres børn er kræsne. Og jeg tager fuldstændig skylden på mig. Det er nemt at være bagklog, men det er simpelthen et selvmål af dimensioner at han er sluppet så let uden om at smage på sin mad.
Vi har indført at der skal smages på alting nu. Hvis han ikke smager så får han ikke aftensmad. Hvis han vitterligt ikke kan lide det, så må han få en rugbrødsmad.
Det trækker tænder ud. Vores hyggelige lange aftensmåltider er pludselig forvandlet til et sammensurium af gråd, hyl, snot, mad på gulvet og frustrationer. I går besvimede han nærmest af udmattelse da klokken var 19. Jeg håber det var fordi han var udmattet af at græde, og ikke af sult.
Jeg håber virkelig at det kun er en periode. Hvordan kan man have SÅ meget antiparti mod blomkål?!
Jeg kan ikke bære at han skal i seng uden mad, og at vores kostbare aftener skal ødelægges. Samtidig føler jeg heller ikke vi kan byde ham, at vokse op på pasta med ketchup. Og så skal en 3 årig forresten ikke sættes dagsorden. Det dur jo ikke.

Jegmå være ekstra opmærksom på børnevenlig mad, de kommende uger når jeg laver madplan. Og så krydser jeg fingre for at vi kan vende skuden. Især for hans egen skyld. Verden er fuld af vidunderlig mad, og jeg orker simpelthen ikke at skrabe fiskedeller og råkost op fra gulvet på daglig basis.

Jeg føler at vi famler i blinde, jeg ved simpelthen ikke om det her er den rigtige måde at gøre det på? Jeg ved ikke om det er forsent at vende skuden? Jeg ved ikke om vi bare gør alt værre og han udvikler madlede? Jeg kunne godt bruge en voksen..

Tips og tricks modtages med kyshånd?

Måske han slet ikke ved hvad han går glip af?