Mor til to… Kan jeg overhovedet dét?

Det skal absolut ikke være nogen hemmelighed, at jeg tit og ofte tvivler på mine evner som mor.
Det handler ikke om kærligheden til Bobs, som er altoverskyggende, konstant og uendelig.

Det handler meget mere om det der med være mor. En ægte mor. En god mor. Den slags mor han fortjener. Jeg får ikke altid læst den bog for ham, jeg glemmer nogle gange at tørre hans mælkskæg af inden vi går i børnehave.
Jeg er helt ærligt, SÅ utjekket på så mange niveauer.

Det lyder som en seriøs omgang selvlede og mombashing. Det er det ikke. Ikke kun ihvertfald. Jeg ved også, at jeg for det meste er en rigtig god mor. En kærlig og rummelig mor, der møder ham i øjenhøjde og gør mig umage for ham.

MEN(!!!) hvordan skal det nogensinde gå når antallet af arvinger bliver fordoblet til februar?
Jeg ser folk alle steder med 2.0 børn, de gør et bragende godt stykke arbejde med deres mini mennesker.
Jeg ser folk der får de moderigtige 3 eller 4 unger, og er fuldstændig blæst bagover.
How do you do it?

Nogle gange synes jeg ærligtalt det er besværligt nok at skulle passe på mig selv, det kan vende mig på vrangen når “nogen” kommer i tanke om at de er i trodsalder. Jeg er forberedt på en mundfuld, når 1 bliver til 2.
Men tvivlen. Den skide tvivl. Sidder lige der, heeeele tiden. Klar til at hjælpe mig med at sætte spørgsmålstegn ved alt. Især mine egne evner. Og alligevel ser jeg Bobs vokse med lynets hast, blive stor og klog og følsom og kærlig. Og jeg kan mærke at vi er klar til at blive en husstand på fire.

Come what may!