Nærigrøv.

Hej. Jeg hedder Christina og jeg er en kæmpe nærigrøv.
Ikke fordi jeg er bleg for at smide 1000,- i baren en festlig aften i byen, bruge 2000,- på at tage ud at spise eller brænde 10.000,- af på en forlænget weekend i Paris.

Jeg er nærig når det handler om ting til husets nye beboer. Jeg vil fandeme ikke betalte 7 kilo for en seng, og så er jeg da fløjtende ligeglad med om den hedder “Leander”, jeg skal ikke bruge 1400,- på en Miffy-lampe. Seriøst. 1400 danske kroner for en lampe med øre og 4 tushstreger?!
Og jeg skal i allerhøjeste grad ikke brænde 15.000 (bemærk de tre nuller) af på en barnevogn. Aldrig nogensinde. Jeg kan godt se at din svinedyre barnevogn er mere lækker end vores brugte Emmaljunga ditto. Jeg kan godt se at børneværelset er lige til en bolig reportage med Leander seng, Småfolk sengetøj og Miffy-lampe ovre i hjørnet.

But it’s not for me.
Jeg ville aldrig kunne få mig til at bruge de summer på den slags ting. Førhen stak det i maven, fordi andre havde råd til SÅ fine ting og vi ikke havde. Jeg ville gerne matchet de andre instagram mødre og min mødregruppe på barnevognsbling, vuggebling og tøj. Men da Micki var lille, kunne jeg simpelthen ikke. Vi havde ikke den slags penge, ikke til den slags ting. Jeg var 23, havde et virkelig ringe betalt job og desuden var jeg på barselsdagpenge.
Det gav mig dårlig samvittighed overfor det lille menneske. Hvordan  skulle vi nogensinde gøre det godt nok, når vi havde købt en brugt barnevogn? Hvordan skulle det nogensinde blive rigtig godt når jeg købte hans sengetøj i Netto?

Jeg tror absolut ikke man skal tage fejl af at jeg var ramt. Ramt af at jeg “kun” var 23 og følte mig utjekket. Jeg følte at jeg havde brug for de her ting for at bevise overfor mig selv og andre at jeg var en god mor, og at Kaare Sand og Kanal4 ikke stod klar til at hænge mig ud.
Selvom det ikke føles som om man vokser med opgaven, så opdager man at det gør man alligevel.

Man opdager det f.eks. når man faktisk har råd til at købe en ny tremmeseng til Mini Bobs, og vælger “bare” at male den gamle.
Man opdager det når man egentlig har besluttet at vi køber en ny (city)barnevogn til Mini Bobs, for så at fortryde. Fordi “vi har jo allerede en barnevogn. Den fejler ikke noget”
Man opdager det hen af vejen. Stille og roligt.

Selvom jeg ofte er i tvivl om, om jeg gør det godt nok. Så tvivler jeg aldrig på at vi ikke kan købe os til de eventuelt manglende skills. Vi kan ihvertfald ikke putte lamper, senge og tøj ned i hullet for at dække de mangler. Og hvorfor skulle vi? Ingen er perfekte.

For mig er det sjove de skæve og personlige løsninger. Jeg er misundelig på og inspireret af DIY dronningerne ovre på Instagram. Det er dem jeg skæver til denne gang. Jeg kan lide loppefund, personlige ting og halv pris.
Min Pinterest er fuld af DIY’s til børneværelset. Og en anden mappe er fuld af de rejser vi kan tage på, for den pris en Leander seng og spritny barnevogn koster.

Jeg ved ikke hvad der er rigtigt og forkert. Og jeg tror absolut ikke at forældre der køber dyre og lækre ting til deres børn, gør det for at kompensere, jeg tror de gør det fordi at kun det bedste er godt nok til deres børn. Og jeg forstår godt tanken. Det betyder bare ikke så meget for os.

Hvad synes I egentlig? Har jeres børn dyre og lækre eller opfindsomme og firnulige børneværelser?