We’ll always have Paris.

Årh.. For helvede.
Fredag nat i Paris sidder stadig i mit system. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener om noget. Jeg ved ihvertfald ikke hvad løsningen på den slags ting er?

Jeg er ultra pacefist, og det knuser mit hjerte at vi slår hinanden (og hinandens børn!) ihjel for de ting vi tror eller ikke tror på.
Samtidig forundre og skræmmer det mig at man kan tro SÅ meget på noget, at det er værd at slå andre ihjel for? 

Jeg har været super selektiv med mine nyheder, og nedlagt forbud mod at tale om IS, Paris, Krig og død henover aftensmaden. Jeg vil ikke skræmme min lille – i forvejen – følsomme dreng. Lørdag spurgte han mig “Kommer ulvene og tager os nu?”, da jeg var færdig med at være mundlam forsikrede jeg ham om at hans far og jeg altid ville passe på ham, og ingen nogensinde ville få lov at tage ham. Men jeg var temmelig overrasket? Hvor får han det fra?
Han kan kun have mikro fragmenter af samtaler. Netop fordi jeg har været super hys omkring det.
Jeg følte på en måde en løj, hvordan kan jeg i virkeligheden forsikre ham om den slags? Og samtidig får jeg kæmpe knuder i maven, bare ved tanken om der skulle ske mit smukke lille menneske noget.

Det er både underligt og dobbeltmoralsk, at det pludselig betyder en hel masse når folk bliver slået ihjel i Paris, i modsætning til Bagdad, Kabul og Aleppo.
Måske handler det om at vi som europæere opsøger Paris og alt hvad Paris på mange måder er symbolet på den måde vi lever vores liv på? Jeg kender ingen der har booket en romantisk tur til Aleppo for nyligt.
En sagde til mig i går at “det er godt med et filter. Man må ikke tage katastrofer og terror ligeså langt ind, hvis det sker på den anden side af kloden. Man kan ikke holde til altid at være ængstelig og ked af det”

Jeg tygger stadig på det. Jeg mener stadig ikke noget konkret. Det eneste jeg ægte ved er at jeg stadig elsker verden, jeg elsker stadig Paris og jeg skal tilbage. Snart!

Liberté – Égalité – Fraternité