It kinda might be a boy…

… Buuuh!!!

Forstå mig ret. Endnu et drengebarn – YAY!

Men, vi ville jo ikke vide hvad det var for én. Vi har været fint tilfredse med at omtale babyen, som netop dét. Babyen. Ikke ham, ikke hende. Bare den.
Hvorfor?

Vi vidste heller ikke hvilken slags Bobs ville være, og det var aldrig et problem. Bevares, for alle andre end os selv var det umiddelbart enormt frustrerende, og især ville folk gerne vide hvordan vi så købte tøj til ham på forhånd.

Det er ret vildt, men man kan faktisk stadig få beige babytøj, som ikke enten er klistret til i brandbiler eller uklædelige flæser. Seriøst forældre, ville I selv tage flæser på? Nej vel.. Be kind!

Jeg vil ikke nødvendigvis have den ene slags frem for den anden, og blandt andet derfor ville vi ikke kende kønnet.
Men ved en tidligere scanning fik en læge talt over sig, jeg skød det fra mig, fordi at det kunne være jeg havde misforstået noget. Forleden, kaldte min egen læge konsekvent maven for “ham” og “han”. “Han har det rigtig godt” og det er jo super dejligt, jeg er rigtig glad for at han(?) har det godt. Det er det allervigtigste.

Men det var totalt antiklimaks. Og jeg havde sådan en underlig mat følelse i kroppen i et par dage. Sådan håber jeg ikke alle får det når de får kønnet at vide?!

Nu har vi tygget på det i et par dage. Vi prøver forsigtigt med navne til ham(!?), vi omtaler ham som lillebror og snakker om at han muligvis stadig kan være en hun.

Jeg fik foretaget en moderkage biopsi, og i den forbindelse bliver kønskromosomet tjekket. Kønnet står HELT sikkert i min journal, og det er efterhånden så normalt at man kender kønnet at lægen naturligvis ikke har skænket det en tanke at vi ikke gjorde.

Mit lod i livet er åbenbart at være omgivet af skønne mænd. Og hvem kan helt ærligt være utilfreds med dét?